Bog om Vor Frue kirke i serien Danmarks Kirker

Danmarks Kirker er Nationalmuseets storværk, hvori alle landets kirkers bygninger, inventar og gravminder beskrives. For en del år siden gik registreringen af kirkerne på Fyn helt i stå. Nu er arbejdet i gang igen, og flere og flere af vore kirker får en grundig og smuk beskrivelse af kirkens historie og særpræg.

I 2011 udkom heftet om Sct. Nicolai kirke. I samme hefte er en fælles indledning om Svendborgs middelalderlige bykirker. (Svendborg Amt hefte 2-3).

I 2011 undersøgte et team fra Nationalmuseet Vor Frue kirke. Murværk og bygningskonstruktion er blevet beskrevet, og både det nuværende og det historiske inventar er registreret sammen med kirkeklokker og gravminder. Der er bestemt kommet spændende nyt for dagen, som f.eks. et uberørt romansk vindue i murværket og hvælvingsrester, der indikerer, at kirken oprindeligt har været to-skibet. Det betyder, at kirken har haft søjler i den nuværende midtergang. Det har ingen hidtil haft anelse om!

Restaureringen af Vor Frue kirke i 1884 var meget gennemgribende og er ofte blevet beskyldt for at have ødelagt eller tildækket middelalderkirken fuldstændigt. Nu har nationalmuseets folk set igennem pudslag og forudfattede meninger. Det er der kommet en fremragende klarsynet beskrivelse ud af.

Bogen er fuld af oplysninger, som en fagbog skal være det. Den er meget smukt illustreret, blandt andet af håndkolorerede bygningstegninger fra før restaureringen i 1884. Og så er bogen ikke mindst en konkret kulturhistorie om skiftende tiders syn på kirken som gudstjenesterum.

Der er bestemt stadig åbne spørgsmål som f.eks.: Hvad har der været på byens højeste punkt før Vor Frue kirke blev bygget? Hvor er Vor Frue kirkes gamle middelalderlige døbefont dog blevet af? Med dette historiske værk om Vor Frue kirke har vi fået mange svar, men ikke svar på alt. Der er stadig myter og fortællinger, som vil leve side om side med de historiske facts. Vor Frue kirkes historie er jo ikke kun en bygningshistorie, det er også en historie om menneskene i og omkring kirken.

Bogen er 144 sider lang, rigt illustreret og koster 175 kr. Den kan købes hos boghandleren, men kan også læses på Danmarks Kirkers hjemmeside.

Sognepræst Anne-Grete Thestrup

Se video om Nationalmuseets arbejde ved Vor Frue kirke på Youtube.