Stola i Vor Frue kirke

I Vor Frue kirke har vi flere meget fine messehageler. Messehagelen bæres uden på den sorte præstekjole og den hvide alba, så det er varmt at være præst i juli og august!

Jeg har længe tænkt, at en løsning ville være, at vi præster i sommermånederne ikke bar messehagel, men stola. En stola er et langt bredt bånd, der hviler på skuldrene. Oprindelig blev stolaen båret under messehagelen og var kun delvis synlig. Efter reformationen forsvandt stolaen, men nu har den fået en renæssance som et selvstændigt stykke kirketøj, der bruges på samme måde som messehagelen. Denne light-udgave er mere behagelig i sommervarmen og giver samtidig præsten et mere sommerligt/festligt hvidt udtryk end den sorte præstekjole.

Jeg har fået menighedsrådets godkendelse af mit eget lille jubilæumsprojekt, nemlig at få syet en grøn stola til vores kirke. Motivet på forstykkerne er Birthe Einer-Jensens symboler i kirkegulvet. Birte har også været behjælpelig med at indfarve silken i de grønne farver. Thomas Sjølander har broderet og monteret stolaen på fineste vis. Jeg håber, at stolaen må blive til glæde for os alle.

 Anne-Grete Thestrup